STORT TILLYKKE: Prinsesse Eugenie og Jack fejrer bryllupsdag
Det var et smukt efterårsbryllup, da prins Andrew og hertuginde Sarahs ældste datter prinsesse Eugenie blev gift med sin elskede Jack Brooksbank for to år siden.
Parret blev viet i St. George’s Chapel, og 100.000 mennesker fulgte spændt med i den royale begivenhed i Windsor.
Kendte på gæstelisten
Udover den royale familie var der også en lang række kendisser til brylluppet mellem prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank. De kendte venner, som brudeparret havde inviteret med, var blandt andre Naomi Campbell, Liv Tyler, Demi Moore, Robbie Williams, Ellie Goulding, James Blunt og Kate Moss.
Speciel brudekjole
Den dengang 28-årige prinsesse Eugenie bar en smuk brudekjole designet af de britiske designere Peter Pilotto og Christopher De Vos, og der var en særlig årsag til, at kjolen så ud, som den gjorde.
Kjolens dybe udskæring viste nemlig det lange ar, prinsesse Eugenie har på ryggen, fra en operation, hun gennemgik som 12-årig. Prinsessen måtte opereres for skoliose, og det var vigtigt for hende at vise arret med stolthed – det fortalte hun i et interview op til brylluppet i 2018.
- Jeg fik en operation, da jeg var 12, som I kan se på fredag (bryllupsdagen, red.). Det er en smuk måde at ære de mennesker, der tog sig af mig - og støtte alle de unge mennesker, som også går igennem dette. Jeg tror, man kan forandre, hvad skønhed er - og man skal kunne vise andre sine ar, sagde Eugenie i interviewet.
Parret meldte i slutningen af september ud, at de venter barn til foråret 2021.