19. jan. 2021
Af Malan Joensen

Stort tyveri på Buckingham Palace: Her er straffen

Buckingham Palace og dronning Elizabeth.
Buckingham Palace og dronning Elizabeth.
Fotomontage: MEGA
En ansat hos dronning Elizabeth var lidt for langfingret, har han erkendt.

Coronaepidemien har indirekte givet en ansat hos dronning Elizabeth mulighed for at stjæle en stor mængde sager fra Buckingham Palace og slottets butik, og nu har han fået sin straf.

En såkaldt "catering assistant" ved navn Adamo Canto, 37, havde på grund af den øgede fokus på rengøring pludselig fået adgang til nogle andre områder af slottet og butikken end sædvanligt, og det benyttede han altså til at stjæle forskellige sager fra f.eks. linnedrum, prins Andrews opbevaringsrum, billetkontoret og andre ansattes skabe, mens han gjorde rent.

Ifølge Sky News erkendte Adamo Canto, der har arbejdet ved hoffet siden 2015, sig i slutningen af november 2020 skyldig i tre tilfælde af tyveri i Westminster Magistrates' Court. Tyverierne skulle være sket mellem 11. november 2019 og 7. august 2020.

Ved en ransagning af hans bolig blev der ifølge politiet fundet en "betydelig" mængde tyvekoster. Adamo Canto har blandt andet stjålet 77 varer fra slottets butik og har blandt andet også tilranet sig medaljer, signerede billeder af prins Harry, prins William og hertuginde Catherine samt et fotoalbum fra Donald Trumps besøg på slottet.

Forbrydelsen blev opdaget ved, at Adamo Canto forsøgte at sælge 37 ting på Ebay til meget favorable priser - deriblandt en særlig medajle, som man imidlertid havde opdaget, der manglede. Ifølge Sky News blev Canto tilbage i november advaret om, at han muligvis kunne forvente en eller anden form for fængselsophold. Nu har strafudmålingen fundet sted i Southwark Crown Court, og ifølge The Scarborough News er Adamo Canto her blevet idømt otte måneders fængsel.

Læs mere om: