Tillykke Meghan: Sådan går det nu
Hertuginde Meghan kan tirsdag fejre sin 39-års fødselsdag, og selv om hun ikke kan invitere til stor fest på grund af coronavirus, så skal Harry, sønnen Archie Harrison på 15 måneder og Meghans mor Doria Ragland, der bor i nærheden, uden tvivl nok sørge for, at dagen bliver god alligevel.
Denne fødselsdag bliver den første af slagsen for Meghan, siden hun sammen med Harry og Archie lagde livet som fremtrædende medlemmer af den britiske kongefamilie bag sig og flyttede til Los Angeles.
Der er ikke kommet meget ud om, hvad den lille familie foretager sig i USA, men tidligere på året blev det meddelt, at de arbejder på at lancere deres egen velgørenhedsorganisation Archewell. Samtidig har de fra tid til anden støttet forskellige tiltag, som da de for eksempel brugte sønnen Archie Harrisons etårs-fødselsdag til at gøre opmærksom på den hjælp, som Save the Children UK (den britiske afdeling af Red Barnet) giver til udsatte børn.
Det skete ved at Harry filmede Meghan og Archie, mens hun læste en historie op for sønnike, og så kunne den søde video ses på Save the Children UK's hjemmeside sammen med budskabet om at donere penge til organisationens projekter.
Meghan og Harry har også været med til at uddele mad til udsatte borgere i lokalområdet, og så har prins Harry arbejdet på sit Travalyst-projekt, der drejer sig om bæredygtige måder at rejse og opleve verden på.
Harry han også glæde sig over, at der for nyligt kom godt nyt om hans elskede Invictus Games. Sportsbegivenheden, hvor sårede og skadede soldater og veteraner fra hele verden dyster mod hinanden i forskellige discipliner og finder sammen om glæden ved sport, skulle have været afholdt i den hollandske by Haag i år. På grund af truslen om coronavirus måtte legene aflyses, men til alt held blev det besluttet, at legene skal afholdes næste år og endda samme sted som oprindeligt planlagt.
Den kommende tid bliver også meget spændende for Harry og Meghan, for den 11. august udkommer en bog om det celebre par.
Under titlen "Finding Freedom - Harry & Meghan and the Making of a Modern Family" afslører journalisterne Omid Scobie og Carolyn Durrand en masse nye ting om Harry og Meghan, deres fælles historie og forholdet til den britiske kongefamilie.
Allerede inden udgivelsen er der debat om bogen. Hovedpersonerne selv hævder nemlig, at de ikke har bidraget til tilblivelsen af bogen, mens nogle mener, at det er påfaldende, så meget forfatterne ved om parret uden at have talt med dem selv. Det skriver flere medier, deriblandt USA Today.