VIDEO: Prins Charles taler til hele verden fra FN's hovedkvarter
Ifølge den britiske prins Charles har vi ingen tid at spilde. Det understreger han i en hilsen til verdenssamfundet i en ny videobesked om de globale klimaforandringer.
Videoen blev lanceret på Youtube i går og afslører en noget frustreret prins Charles, der taler til de delegerede ved FNs klima-topmøde i New York, hvor budskabet blev vist.
“Hvor mange gange har jeg hørt mig selv sige dette her i de seneste år?” spørger han retorisk. Og prins Charles har vitterlig talt til verden mange gange og opfordret folk til at være aktive. I gårsdagens besked understreger prins Charles igen, at tiden er ved at løbe ud, og at effektiv handling er absolut nødvendig.
Under talen om klimaforandringer sammenligner prinsen vores planet med en syg patient.
- Ingen læge ville vente på 100 procent sikkerhed, mens en døende patient var ved at glide bort, siger prins Charles blandt andet i sin videobesked.
Han tilføjer, at vi ikke kan ignorere symptomerne længere, og at vi bør handle nu, hvis vi skal genoprette klodens sundhed.
Prinsens budskab blev vist, mens FN's generalsekretær Ban Ki-moon har inviteret globale ledere fra regeringer, finans- og forretningsverdenen til New York for at diskutere alle de vigtige udfordringer, vi står overfor fra klimaforandringerne og for at mobilisere politisk vilje til at skabe konkret handling i 2015.
Prins Charles er glad for mødet i USA, og som han siger i slutningen af sin videobesked:
- Vi må erkende, at vi ikke kan møde udfordringen fra klimaforandringerne, hvis ikke erhvervslivet og regeringerne arbejder aktivt sammen.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Royalista.com (link fjernet)