Prins Harry roser Invictus-atleter
Selv om han ikke var i stand til at deltage i prisuddelingen “Pride of Britain Awards”, var prins Harry til stede både i tankerne og på storskærm, hvor han sendte en videohilsen med en besked til det britiske Invictus-team.
“Pride of Britain Awards” blev grundlagt i 1999. Priserne hylder Storbritanniens anonyme helte og uddeles en gang om året.
I videoen roser den 30-årige prins de imponerende, sårede atleter fra de britiske styrker, som modtog en specialpris for deres indsats under Invictus Games. Prins Harry sagde:
“At kæmpe for sit land kræver mod, men at komme sig over livsforandrende kvæstelser kræver en helt ekstraordinær sejhed og beslutsomhed.”
“Ved at bruge sport til at styrke genoptræningen har Invictus Games sat fokus på, at mennesker bør anerkendes for, hvad de kan præstere efter deres kvæstelser, i stedet for at blive defineret af de begrænsninger, kvæstelserne giver dem,” sagde prins Harry.
Prins Harry fortsatte sin tale med at fortælle atleterne, hvor ydmyg og inspireret han føler sig, når han hører deres historier, og han lykønskede dem med at vinde prisen ved “Pride of Britain Awards”, der fandt sted mandag aften på Grosvenor House Hotel i London.