William og Harry hylder Prinsesse Diana
I år er det 15 år siden, at Diana Award blev etableret, to år efter prinsesse Dianas alt for tidlige død.
Helt i prinsessens ånd bliver Diana Award uddelt til inspirerende eller socialt bevidste unge, som har ændret folks liv eller deres nærområde til det bedre. Prinsesse Diana mente, at unge har magten til at ændre verden til det bedre.
For at ære deres mor og Diana Award har hendes to sønner, prins William og prins Harry, skrevet et forord i en bog, der fejrer Diana Awards 15-års jubilæum.
- Vi mener, at unge har magten til at ændre verden til det bedre, hvis de bliver opfordret og støttet til det. Vi ved, at vores mor — som denne award blev etableret til minde om — mente det samme og ville være stolt af det, den har opnået indtil videre, skriver de to i bogen.
15-års jubilæet blev fejret med en reception på Downing Street i London, tirsdag den 14. oktober, og blandt gæsterne var også prinsernes far, prins Charles, og hertuginde Camilla.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Royalista.com (link fjernet).