Er det forkert at kalde dronningen for Magrethe II?

Kære Bjørn Christensen!
Spørgsmålet om majestætens officielle navn blev diskuteret både på Amalienborg og Christiansborg, allerede før Frederik IX døde d. 14. januar 1972. I Jens Otto Krags "Dagbog 1971-1972", der er udgivet på Gyldendal i 1973, kan du på side 113-114 læse, at statsministeren overlod spørgsmålet til hovedpersonen selv. Han foretrak at kalde majestæten "Margrethe, Danmarks dronning", men dronningen valgte "Margrethe II".
I et interview til BILLED-BLADET har hun siden forklaret hvorfor: "Jeg synes, at den historiske dronning Margrete så oplagt var den første, og så skulle jeg ikke komme her og lade som om, hun ikke havde været det … Jeg synes, det ville være forkert at bilde folk ind, at jeg troede, jeg var den første. Det var jeg jo ikke …"
Margrete I (uden h) var, som du antyder, ikke regerende dronning, men hun var regent i både Danmark, Norge og Sverige og derfor den reelle magthaver igennem en lang årrække.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper