7. jun. 2011 (Opd. 29. jul. 2025)
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Christinna Braun

Er Vincent og Josephine de første tvillinger i tronfølgen?

Prins Vincent og prinsesse Josephine.
Prins Vincent og prinsesse Josephine.
Foto: Hanne Juul
Under dåben i Holmens Kirke sagde en kommentator, at der ikke tidligere er født arveberettigede tvillinger i kongehuset. Er det ikke noget vrøvl? Med venlig hilsen Hanne P.

Kære Hanne P.

I 1519 fik Christian 2. og dronning Elisabeth tvillingedrengene Maximilian og Filip (begge døde efter deres dåb), men selv om de var kongens legitime børn, kan man ikke sige, at de var direkte arveberettigede til tronen. For frem til 1660 var Danmark et valgmonarki, og monarken blev ikke født, men valgt til sin værdighed.

Abonnement på BILLED-BLADET

I 1626 fik Christian 4. og Kirsten Munk tvillingepigerne Christiane og Hedevig, men de kunne ikke arve tronen, fordi deres mor var kongens "hustru til venstre hånd".

Dronning Margrethes fætter Christian af Rosenborg og hans hustru fik tvillingpigerne Camilla og Josephine i 1972, men komtesserne regnes ikke som medlemmer af kongehuset og indgår ikke i arvefølgen. Prins Vincent og prinsesse Josephine er, så vidt jeg ved, de første tvillinger i danmarkshistorien, der er født direkte ind i arvefølgen til tronen.

Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

https://imgix.billedbladet.dk/2025-07-29/BB-775463.jpg
Det daværende kronprinspar med deres fire børn ved prins Vincent og prinsesse Josephines dåb i 2011.
Foto: Hanne Juul

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Mere om: