10. jul. 2025
Af Sofie Nymand

Afgørelsen venter: Dronning Anne-Maries børns statsborgerskab er i fare

Dronning Anne-Marie, Alexia De Grèce og Pavlos De Grèce. 
Dronning Anne-Marie, Alexia De Grèce og Pavlos De Grèce.
Foto: Hanne Juul
I december fik de både efternavn og statsborgerskab. Men nu er der sået tvivl om efternavnets legitimitet, og det sætter det genvundne statsborgerskab i fare.

Glæden var stor, da dronning Anne-Maries børn og børnebørn kunne annoncere, at de efter 30 år har generhvervet deres statsborgerskab. Men glæden var kort, og nu risikerer statsborgerskabet at blive annulleret. Det sker på baggrund af familiens valg af efternavn.

Forudsætningen for generhvervelsen var, at familien skulle tage et efternavn. Og her faldt valget på ”De Grèce”, efter deres afdøde familiemedlem prins Michael af Danmark og Grækenland, som i sit hverv som forfatter og historiker gik under det franske navn Michel De Grèce.

Det var dog ikke alle, der var lige tilfredse med navnevalget. Juraprofessor ved Athens Universitet Panagiotis Lazaratos mener, at efternavnet strider imod græsk lovgivning. Og han har nu indledt en sag for at få statsborgerskabet annulleret.

Det skriver flere græske medier.

Ifølge professoren er efternavnet ”De Grèce”, der kan oversættes til ”af Grækenland”, en adelstitel, og her fastslår den græske forfatning, at ”adelstitler eller udmærkelsestitler ikke må tildeles eller anerkendes til græske statsborgere".

Panagiotis Lazaratos har som følge heraf indgivet en begæring, hvor han anfægter indenrigsministeriets beslutning om at give medlemmer fra den tidligere kongefamilie statsborgerskab og kræver en annullering.

Ifølge mediet Protothema blev sagen taget op i det græske statsråd i begyndelsen af juni, hvor også familiens juridiske repræsentant, Constantinos Lidorikis, var til stede.
Sidst i juni skulle der være faldet en afgørelse. Men det ser ud til, at familien må væbne sig med tålmodighed.

Her i midten af juli, er det angiveligt ikke blevet afgjort, hvorvidt de ti familiemedlemmer, det omhandler, kan beholde deres statsborgerskab.

Det er dronning Anne-Maries fem børn, Alexia, Pavlos, Nikolaos, Thedora og Philippos, samt Pavlos fem børn, som i december fik græsk statsborgerskab.

Det gælder dog ikke dronning Anne-Marie selv. Angiveligt fordi hun ikke var interesseret.

Mere om: