Dagen efter stor mindehøjtidelighed: Nu ankommer dronning Anne-Marie og familien til privat begivenhed i London
Efter en bevægende mindehøjtidelighed i St. George's Chapel på Windsor tirsdag, fortsætter familie og venner i dag med at mindes kong Konstantin.
Den nærmeste familie er nu ankommet til St. Sophia katedralen i London, hvor en græsk-ortodoks mindegudstjeneste vil finde sted.
Det viser billeder fra hovedstaden, hvor kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal træder ud af bilen og bliver budt velkommen.
Grækenlands tidligere konge gik bort i januar sidste år, 82 år gammel. Og nu bliver han så mindet i det land, hvor han boede i eksil i adskillige år.
Tirsdag var Storbritanniens dronning Camilla vært, hvor kongelige fra hele Europa og prominente gæster deltog. I dag er det angiveligt en privat begivenhed, som afholdes af dronning Anne-Marie og familien.
Efter mindegudstjenesten i dag vil der blive afholdt en reception i krypten.
St. Sophia katedralen har dannet rammer for flere store familiebegivenheder i Grækenlands tidligere kongefamilie, heriblandt bryllupper og dåb.