Dronning Anne-Marie til fest hos kong Charles i lækkert Max Mara-look
Dronning Margrethes lillesøster dronning Anne-Marie var i weekenden i London for at deltage i fejringen af kong Charles og dronning Camillas kroning.
Selve kroningen fandt sted i Westminster Abbey lørdag den 6. maj, men der blev taget hul på festlighederne allerede dagen før.
Her var kong Charles vært for en reception på Buckingham Palace.
Danmark blev repræsenteret af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som også deltog til selve kroningen.
Dronning Anne-Marie, 76, ankom med sin ældste søn, kronprins Pavlos, og svigerdatter kronprinsesse Marie-Chantal til receptionen.
Her havde dronning Anne-Marie valgt en mørkegrøn Taffeta-kjole fra det eksklusive mærke Max Mara. Det skriver modebloggen Royal Fashion Police.
Kjolen står til omkring 6.000 danske kroner på Max Maras hjemmeside (link fjernet).
Dronning Anne-Marie, kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal var også med til kroningen i Westminster Abbey, og kronprinsparret deltog også, da der søndag blev holdt kroningskoncert ved Windsor Castle.
Læs mere om det i linket herunder.
Dronning Anne-Marie og hendes familie er meget tætte med den britiske kongefamilie. De er private venner, og da dronning Anne-Marie og hendes afdøde mand, kong Konstantin, var i eksil fra 1967-73, tog dronning Elizabeth og prins Philip sig godt af det græske kongepar og deres børn.
Derudover er de også i familie. Kong Konstantins far, kong Paul, var fætter til prins Philip.