10. jan. 2023
Af Lene Skriver Bak

Efter kong Konstantins død: Sådan bliver Pavlos’ titel

Kronprins Pavlos, dronning Anne-Marie og kong Konstantin
Kronprins Pavlos, dronning Anne-Marie og kong Konstantin
Foto: Hanne Juul
Hvad skal der ske med kronprins Pavlos’ titel, nu hans far, kong Konstantin, er død?

Kronprins Pavlos har været kronprins hele sit liv.

Som den førstefødte dreng af kong Konstantin og dronning Anne-Marie fik han titlen, da han kom til verden den 20. maj 1967 på Tatoi slot uden for Athen.

Kronprinsen og hans familie har dog levet et omtumlet liv og den lille tronfølger nåede blot at bo i Grækenland i knapt et halvt år, før hans forældre måtte flygte med ham og storesøsteren, prinsesse Alexia, der er to år ældre end kronprins Pavlos, fra militærkuppet i Grækenland.

Familien levede i eksil i først Rom og senere London og i 1974 afskaffede Grækenland formelt monarkiet efter en folkeafstemning.

Siden da har der været debat om kronprins Pavlos’ titel, ligesom der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om hans forældre, kong Konstantin og dronning Anne-Marie, fortsat kunne bruge titlerne eller i stedet skulle omtales som ekskonge og – dronning.

Det spørgsmål har historiker Jon Bloch Skipper ved flere lejligheder svaret på i BILLED-BLADETs kongelige brevkasse:

”Selvom det græske monarki blev afskaffet ved en folkeafstemning i 1974, viderefører kong Konstantin og dronning Anne-Marie deres titler. Det gør de med baggrund i en mellemstatslig aftale indgået i Wien i 1815. Har man en gang været f.eks. konge, har man ret til at anvende denne titel resten af livet,” skrev brevkasseredaktøren så sent som i januar 2022.

Bliver ikke konge

Kong Konstantin vedblev at være konge til sin død.

Men modsat hvad der sker i fungerende monarkier, skifter kronprins Pavlos ikke titel til konge nu.

Det understregede Jon Bloch Skipper allerede i sin brevkasse i BILLED-BLADET nr. 27 fra 2016, hvor han svarede på, hvilken titel Pavlos ville få efter sin fars død:

”Hvis Grækenland fortsat er en republik til den tid, vil Konstantin blive den sidste græske konge. Pavlos vil sikkert videreføre sin titel om kronprins, for det er som sådan, han blev født i 1967.”

Læs mere om: