9. aug. 2023
Af Marianne Singer

Efter stor sorg og ændringer i familien: Dronning Anne-Maries sønner taler ud

Dronning Anne-Marie
Dronning Anne-Marie.
Foto: Hanne Juul
For første gang siden deres far, kong Konstantins død i januar åbnede kronprins Pavlos og prins Nikolaos op om svære og følsomme emner, hvilket skete i et interview med en græsk tv-station.

Det var en knusende sorg for den græske kongefamilie, da kong Konstantin gik bort den 10. januar i år.

Et halvt års tid efter åbnede hans og dronning Anne-Maries to ældste sønner, kronprins Pavlos, 56, og prins Nikolaos, 53, op omkring svære og følsomme emner i et interview med tv-værten Sophia Papaioannou i udsendelsen "365 Stigmes", der blev sendt på den græske station Hellenic Broadcasting Corporation (ERT).

Sker for første gang

I interviewet, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra, fortæller de to brødre for første gang detaljeret om blandt andet deres barndom, kærligheden til Grækenland, savnet efter deres far, ønsket om at få deres græske statsborgerskab tilbage og den megen diskussion omkring deres titler.

Det græske monarki blev afskaffet i 1974 og med kong Konstantins død i januar døde også landets sidste konge.

Savnet stadig stort

Savnet efter deres elskede far er stadig stort hos de kongelige brødre, fortæller de i interviewet med ERT.

- At miste sin far er meget svært. Vi havde ikke forventet, at det ville ske så hurtigt, men min far var meget træt. Så det kom meget pludseligt, men samtidig forventede vi, at det ville ske. Vi er meget tæt knyttede i vores familie, og det var det, som min far elskede at holde vores familie sammen. Så det gav os sammenhold, siger kronprins Pavlos til ERT.

Kong Konstantin
Kronprins Pavlos ved siden af sin mor, dronning Anne-Marie ved kong Konstantins begravelse i Athen i januar. Prins Nikolaos ses bag sin mor.
Foto: Hanne Juul

På det opfølgende spørgsmål om, hvordan han husker sin far, svarer han:

- Min far var streng, men meget kærlig. Han var alvorlig, men kunne også lege med os som børn. Han var tynget af historien, men han var bevidst om disse øjeblikke, hvor han var far for os børn, og han var der, når der var brug for det, lyder det fra kronprins Pavlos, som forklarer, at det tyngede hans far ikke at kunne gøre nok for sit fædreland, fordi han boede i udlandet.

Også prins Nikolaos kommer ind på savnet efter sin far, og hvor svært det er at forstå, at han er gået bort.

- For mig er det en stor sorg. Jeg savner ham som person. Måske har jeg ikke indset det (at han er død, red.) endnu. Forleden skulle jeg hjem til min mor til frokost og sagde: ”Jeg tager over til mine forældre”. Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage, før jeg har forstået det helt, siger en berørt Nikolaos i interviewet med ERT.

- Jeg savner ham, men er taknemmelig for det, han lærte os. Han opdrog os som grækere. Det var det, han ønskede, og det ønske fulgte vi selvfølgelig.

Læs mere om: