9. sep. 2022
Af Marianne Singer

Kong Konstantin deler dybtfølte ord om dronning Elizabeth: Det her vil jeg aldrig glemme hende for

Kong Konstantin og dronning Anne-Marie. 
Kong Konstantin og dronning Anne-Marie.
Foto: Ritzau Scanpix
Kong Konstantin, der er gift med dronning Margrethes søster, dronning Anne-Marie, deler fredag aften dybtfølte ord om dronning Elizabeth.

Det er overraskende dybtfølte ord, som kong Konstantin deler om dronning Elizabeth fredag aften.

I en officiel udtalelse, som det græske kongehus´ pressetalsmand har sendt til BILLED-BLADET, skinner den dybe sorg over at have mistet dronningen tydeligt igennem.

Af hjertet tak

"Meddelelse fra H.M Kong Constantine, tidligere Hellernes Konge, om dronning Elizabeth II´s død

Jeg er knust over nyheden om, at Dronning Elizabeth II er gået bort. Under sin lange regeringsperiode var hun et fyrtårn af værdighed og ydmyghed for hele verden udover sit eget lands og Commonwealths grænser. Hun var en samlende figur for den britiske befolkning, som var højt elsket, og hun efterlader en stor arv til hele verden. Vi har været så meget igennem, og jeg vil aldrig glemme den kærlighed og støtte, hun viste mig og min familie. Hun vil være dybt savnet. For Kong Charles III ønsker jeg af hele hjertet en lige så succesfuld tjeneste for hans land. Mine tanker og bønner går til den kongelige familie. Længe leve Kongen.

Constantine R.", skriver kong Konstantin på både græsk og engelsk i sin rørende udtalelse.

Bosat i London

Den støtte, som kong Konstantin henviser til er uden tvivl dengang den britiske kongefamilie bød ham og hans familie varmt velkommen i England efter et militærkup i Grækenland.

Den unge kong Konstantin havde kun siddet på tronen i tre år, da en række oberster den 21. april 1967 tog magten i Grækenland.

I december samme år forsøgte kong Konstantin et modkup mod oberststyret, men kuppet mislykkedes, og kong Konstantin og dronning Anne-Marie måtte sammen med deres to små børn om natten flygte til Rom.

Mange år i eksil

Derefter fulgte 46 år i eksil først i Rom og derefter i London for kong Konstantin og dronning Anne-Marie.

Det var under årene i eksil, at kong Konstantin og dronning Anne-Marie knyttede et tæt forhold til det engelske kongehus.

I 2013, efter 46 år i eksil, flyttede kong Konstantin og dronning Anne-Marie permanent fra London og tilbage til Grækenland.

Læs mere om: