2. jul. 2023
Af Marianne Singer

Kronprins Pavlos og prins Nikolaos i første fællesinterview efter deres fars død: Nu åbner de op om svære familieminder

Kronprins Pavlos
Kronprins Pavlos og prins Nikolaos.
Foto: Lars H. Laursen
Kronprins Pavlos og prins Nikolaos åbner i et nyt stort interview, der bliver sendt på græsk tv mandag, op om svære emner, der i høj grad har påvirket deres liv.

Ifølge flere græske medier sender Grækenlands nationale tv-kanal ERT mandag aften klokken 23.45 lokal tid et stort eksklusivt interview med kronprins Pavlos og prins Nikolaos på ERT NEWS og ERT1.

I udsendelsen "365 moments" åbner dronning Anne-Maries to ældste sønner op om svære og følsomme emner i en samtale med tv-værten Sophia Papaioannou.

Ønsker græsk statsborgerskab

Det græske monarki blev afskaffet i 1974 og med kong Konstantins død i januar døde også landets sidste konge.

Ifølge de græske medier fortæller kronprins Pavlos og prins Nikolaos i det nye tv-interview blandt andet om, hvordan de oplevede tiden efter afskaffelsen af monarkiet, hvordan det var at vokse op som børn af en konge uden rige, hvorfor de ikke ønsker slægstnavnet Glücksborg (de tilhører ligesom dronning Margrethe den glücksborgske slægt, red.) og hvorfor de ønsker deres græske statsborgerskab tilbage.

Vigtig samtale

I udsendelsen medvirker ligeledes historikerne Kostas Kostis og Konstantina Botsiou samt konstitutionalisten Nikos Alivizatos, der repræsenterede Grækenland i kong Konstantins og dronning Anne-Maries retssager mod den græske stat for at få deres græske besiddelser, værdier og slotte tilbage.

I 1994 mistede kongeparret deres græske statsborgerskab, til gengæld vandt kong Konstantin en årelang retssag i 2004 ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor den græske stat blev dømt til at betale det tidligere kongepar 100 millioner kroner i godtgørelse.

Samme år fik Konstantin og Anne-Marie også lov af den græske stat til at bosætte sig i Grækenland igen; dog uden at kunne erhverve sig græsk statsborgerskab.

Til gengæld havde kongeparret som prins og prinsesse af Danmark danske diplomatpas.

Læs mere om: