
Rygterne har svirret: Nu svarer Pavlos de Gréce på spørgsmålet, alle stiller

Dagen før juleaften i 2024 fik Pavlos de Gréce og hans søskende den bedste gave, de kunne forestille sig.
Efter 30 år fik de statsborgerskab i Grækenland igen, efter de i 1994 fik det frataget. I den forbindelse droppede de titlerne og tog i stedet efternavnet "de Gréce".
Siden da har der floreret et hav af rygter om familiens planer i hjemlandet, og nu fortæller Pavlos de Gréce om det i et nyt, stort interview.
I interviewet med den græske tv-station ANT1 understreger Pavlos, at han ikke ser en fremtid for et monarki i Grækenland. Mange har dog spekuleret over, om han mon har planer om at bidrage til landet på en andet måde, for eksempel gennem politik.
Og her er svaret lidt mere kryptisk.

- Meget går gennem mit hoved. Jeg er meget interesseret i politik, mit liv har ændret sig på grund af politik. Jeg studerede internationale relationer i Amerika, men jeg er ikke politiker. Politik er en kunst, der løser et samfunds problemer. Jeg prøver at finde mine egne måder at hjælpe samfundet på, lyder det fra den tidligere kronprins.
I interviewet fortæller han desuden, at der er flere problemer i Grækenland, som er nødt til at blive løst, herunder den store ulighed. Han er desuden meget passioneret om at hjælpe mange af de grækere, der bor uden for landets grænser. Præcis ligesom han selv gjorde i mange år.
- Jeg har en idé om at oprette en organisation, der vil fungere og hjælpe med at fastholde de 500.000, der forlader landet, og de 10 millioner, der bor uden for landet. Det er den styrke, landet har. Alle regeringer prøver, men fra min side vil jeg forsøge at gøre, hvad jeg kan med disse idéer.




