TILLYKKE: Kronprinsesse Marie-Chantal fylder 50 år
Efter et begivenhedsrigt år i den græske kronprinsfamilie er det i dag kronprinsesse Marie-Chantals tur til at blive fejret af sin store familie i det nye hjem på Manhattan i New York.
Samme dag fejres også kronprins Pavlos' og kronprinsesse Marie-Chantals søn Odysseas Kimon, der fylder14 år.
Apropos fælles fødselsdage stod kronprinsesse Marie-Chantal sidste år i spidsen for en kæmpe fest i England, som markerede hendes mand, kronprins Pavlos' og deres datter, prinessse Maria-Olympias fælles fødselsdag - de fyldte henholdsvis 50 og 21 år.
Festen, der blev holdt i Cotswolds i England, endte med at blive årets societyfest, og den markerede samtidig kronprinsparrets farvel til England, da de kort tid efter flyttede til New York.
Kronprinsesse Marie-Chantal lagde ikke skjul på, at årsagen til flytningen hang sammen med, at hendes to ældste børn, prinsesse Maria-Olympia og prins Konstantine Alexios, begge var flyttet til USA for at læse på universitetet.
Og da de tre næste børn i løbet af de næste par år sikkert også skal studere i USA, så flyttede far og mor altså tættere på.
Kronprinsesse Marie-Chantal er kendt for at sætte det helt store apparat i gang, når hun fejrer sine fem børn og sin mands fødselsdag, så mon ikke hele familien også vil fejre familiens midtpunkt på behørig vis, når hun i dag runder det magiske tal 50.