TILLYKKE: Kronprinsesse Marie-Chantal har fødselsdag
I dag, dagen før dronning Anne-Marie og kong Konstantins guldbryllup, kan kronprinsesse Marie-Chantal fejre sin 46 års fødselsdag.
Hun blev født i London som Marie-Chantal Miller og er datter af milliardæren Robert W. Miller og Maria Clara Miller. Hun voksede op i Hong Kong og har gået på skole i Schweiz, Paris og New York.
Marie-Chantal Miller blev til kronprinsesse Marie-Chantal, da hun ved et storslået bryllup i 1995 blev gift med kronprins Pavlos, der er søn af dronning Anne-Marie og kong Konstantin.
Kronprinsesse Marie-Chantal og kronprins Pavlos har børnene prinsesse Marie-Olympia fra 1996, prins Konstantin-Alexios fra 1998, prins Achileas-Andreas fra 2000, prins Odysseas-Kimon fra 2004 - der også har fødselsdag i dag og bliver 10 år - og prins Aristides-Stavros fra 2008.
Selv om der ikke er monarki i Grækenland, kalder den græske kongefamilie sig stadig ved deres titler, ligesom man også på Glücksborgernes stamtræ på det danske kongehus' hjemmeside betegner kong Konstantin og dronning Anne-Marie som konge og dronning af Grækenland.
BILLED-BLADET ønsker kronprinsesse Marie-Chantal stort tillykke med fødselsdagen!