Her tager de kongelige på bryllupsrejse
Vi har for nyligt været vidner til et kongeligt bryllup, da svenske prins Carl Philip fik sin Sofia ved et stort eventyrbryllup i Stockholm den 13. juni.
Efter deres smukke bryllup gik bryllupsrejsen for prins Carl Philip og prinsesse Sofia til de vidunderlige omgivelser på Fiji-øerne. Herfra lød den klare melding fra det nygifte par:
– Vi er lykkelige og har det godt!
Den dejlige hilsen, som prins Carl Philip og prinsesse Sofia sendte gennem det svenske hofs pressechef, Margareta Thorgren, fra deres bryllupsrejse, sagde alt om den magiske tid som de nygifte oplevede sammen i de eksotiske omgivelser på Fiji-øerne.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Vores eget kronprinspar, der blev gift 14. maj 2004, tog langt væk sammen, da de havde sagt ja og festet på Fredensborg Slot. Kronprins Frederik og hans kronprinsesse Mary tilbragte bryllupsrejsen på Zanzibar og i Kenya.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel
Prins Carl Philips storesøster, kronprinsesse Victoria, fik sin Daniel 19. juni 2010, og da festen i Stockholm var slut, tog de nygifte via Island og Canada til Tahiti i Fransk Polynesien. Parret valgte at stille op til et officielt interview, mens de var af sted.
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima
Vinterbrylluppet mellem den daværende kronprins Willem-Alexander og hans argentinske Maxima stod 2. februar 2002 i Amsterdam. Efterfølgende tog parret til St. Moritz i Schweiz og stod på ski.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit
Norges kronprins Haakon fik endelig lov til at gifte sig med sin borgerlige kærlighed, Mette-Marit, d. 25. august 2001. Efter festen, som blev holdt på slottet i Oslo, tog parret med kongeskibet til Nordjylland, inden de tog videre med fly til New York.