9. maj. 2024
Af Christinna Braun

Det hollandske kongehus melder ud: Nu tager prinsesse Amalia imod apanagen

Prinsesse Amalia med sin far, kong Willem-Alexander.
Prinsesse Amalia med sin far, kong Willem-Alexander.
Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Den hollandske tronfølger, prinsesse Amalia, ønsker nu at modtage apanage – i hvert fald en del af den.

I 2021 meddelte kong Willem-Alexander og dronning Maximas ældste datter, tronfølgeren prinsesse Amalia, en modig og lidt overraskende beslutning i et håndskrevet brev til Hollands premierminister.

Heri skrev prinsesse Amalia, at hun ikke ønskede at modtage den apanage, hun ellers skulle modtage, når hun fyldte 18 senere samme år.

I brevet skrev prinsesse Amalia bl.a., at hun ”finder det ubehageligt at modtage, (apanagen, red.) så længe jeg tilbyder så lidt tilbage, og andre studerende har det så meget sværere, især i denne usikre coronatid”.

Prinsesse Amalia ønskede at vente med million-apanagen, til hun var færdig med sine studier, og det er den nu 20-årige tronfølger ved at være.

I hvert fald har prinsesse Amalia i et nyt brev til landets premierminister ytret, at hun nu ønsker apanagen – eller i hvert fald en del af den.

Det hollandske kongehus oplyser, at prinsessen har skrevet i sit brev, at hun ønsker at modtage den del af apanagen, der dækker udgifter og omkostninger til personale, materiale og lignende.

Ifølge det hollandske medie Vorsten er det et beløb på omkring 1,5 millioner euro årligt.

Prinsessen ønsker at modtage beløb fra 1. januar 2025.

Hun ønsker dog endnu ikke at modtage den del af apanagen, der skal betegnes som hendes egen løn, som ifølge Vorsten er omkring 322.000 euro. Den løn ønsker hun først at modtage, når hun er færdig med skolen og fuldt ud dedikeret til de kongelige pligter.

Prinsesse Amalia studerer politik, psykologi, jura og økonomi på universitetet i Amsterdam

Læs mere om: