
Gjorde dronning Maxima nar af Trump? Nu svarer hun på direkte spørgsmål

Dronning Maxima sætter nu selv ord på episoden, der udspillede sig mellem hende selv og den amerikanske præsident i sidste uge.
Det gjorde hun mandag, hvor hun og resten af familien stillede op foran pressen. Det er en tradition, at kongeparret sammen med deres tre døtre stiller op til de årlige sommerbilleder, for derefter at svare på spørgsmål fra de fremmødte journalister. Og her var der særligt ét spørgsmål, der pressede sig på.
Hvad var det lige, der skete, da Dronning Maxima i sidste uge mødte Donald Trump?
I forbindelse med NATO-topmødet gæstede den amerikanske præsident det hollandske kongepar på slottet i Haag. Mødet blev foreviget foran rullende kameraer og knipsende fotografer. Og det var her de fangede dronning Maxima i øjeblikket, hvor det godt kunne ligne, at hun imiterede præsidentens mundbevægelser, mens hun vender sig mod kameraerne.
Siden er klippet gået viralt – særligt på de sociale medier, hvor flere spekulerer i, hvorvidt dronning Maxima efteraber præsidenten.
Det er dog ikke tilfældet, kan man forstå på den hollandske dronning.
- Jeg sagde ”tak” til en, der havde hjulpet, fortæller dronningen på pressemødet, da spørgsmålet falder på, hvad det præcis var, Maxima gjorde under mødet.
Desuden udtaler hun, at det havde været en behagelig oplevelse af møde den amerikanske præsident.
