Glad kong Willem-Alexander gør klar til Eurovision
Kong Willem-Alexander kan være sikker på, at Rotterdam er klar til at være værtsby for Eurovision.
Kongen var nemlig for nylig på besøg i Ahoy-arenaen i hjertet af den hollandske by, hvor han med egne øjne kunne se arbejdet med at gøre klar til det store show skride frem.
Rotterdam skulle have været værtsby allerede sidste år efter Duncan Laurence vandt med sangen "Arcade" i 2019, men på grund af coronapandemien valgte man at aflyse både show og konkurrence i 2020.
I år bliver der begge dele. Selvfølgelig under hensyntagen til smitterisiko og med de rette forholdsregler.
Fra dansk side sender vi Fyr og Flamme med sangen "Øve os på hinanden".
Duoen skal i ilden til 2. semifinale 20. maj. Den første semifinale, hvor både Sverige og Norges bidrag blandt andre skal på scenen, finder sted to dage før, nemlig d. 18. maj.
Finalen i Eurovision Song Contest finder efter planen sted lørdag d. 22. maj.
Se kong Willem-Alexanders besøg ved Eurovision-forberedelserne i Ahoy-arenaen i galleriet øverst.