Hjemme hos dronning Maxima: Se de spændende detaljer
Mange af os sidder hjemme og passer vores arbejde i denne tid - og har nok efterhånden fået indrettet et lille hjemmekontor. Dronning Maxima passer også en stor del af sit arbejde hjemme på paladset Huis Ten Bosch i Haag - og i en serie nye billeder får vi et unikt indblik i dronningens elegante hjemmekontor.
Det sker i forbindelse med, at hun via internet og kamera afleverede årsrapporten om sit arbejde i FN til organsationens generalsekretær António Guterres. Dronnning Maxima er særlig rådgiver for organisationen i dens arbejde med at finansiere indsatsen for at forbedre fattiges liv over hele verden.
Smagfuldt og klassisk
Maxima har indrettet sit kontor smagfuldt, eksklusivt og enkelt. Med smukke porcelænsgenstande, både på det antikke arbejdsbord og på konsolen i baggrunden, der også smykkes af en imponerende, gylden bordlampe. I vitrineskabene ser man en række smukke genstande - formentlig fra de kongeliges store samlinger.
I modsætning til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har den hollandske dronning i indretningen ikke givet udtryk for, at hun synes, moderne kunst hører hjemme på væggen. Tapetet på væggen er smukt med historiske motiver.