Kong Willem-Alexander og dronning Maximas guldfest i Rusland
Der er flere royale profiler på og ved banen ved vinter-OL i Sochi i Rusland i disse dage.
Kronprins Frederik har allerede et par dage været på plads i OL-byen og gjort sig positivt bemærket især i IOC-regi, men flere andre royale stjerner har været i fokus til selve konkurrencerne.
Kong Willem-Alexander af Holland og hans dronning Maxima var således på tilskuerrækkerne, da de hollandske skøjteløbere i hurtigløbsdisciplinen gjorde rent bord på 5.000 meter distancen og snuppede både guld, sølv og bronze.
Massiv royal jubel
Det hattrick fik for alvor de kongelige skøjtefans fra Holland til at gå amok i VIP-logen.
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima klappede og krammede og fejrede fra tilskuerpladserne den fornemme OL-præstation fra især guldstjernen Sven Kramer, der er skøjtesportens ukronede konge.
Allerede til åbningsceremonien fredag aften på Fisht Olympic Stadium var der højt humør blandt de blåblodede æresgæster.
Både Hollands kongepar, Monacos fyrst Albert og fyrstinde Charlene og Luxembourgs storhertug Henri og arvestorhertug Guillaume var markante i deres jubel, da deres respektive landes OL-hold gjorde deres entré på det fornemme Fisht Stadium.