2. feb. 2012
Af af Louise Møller og Elisabeth Bangsbøll

Kongelig bryllupsdag: Maxima og Willem-Alexander - Ti år med dyb kærlighed

Lige siden offentligheden har kendt til Willem-Alexanders og Maximas kærlighed, har forelskelsen lyst ud af dem
Lige siden offentligheden har kendt til Willem-Alexanders og Maximas kærlighed, har forelskelsen lyst ud af dem
Foto: AOP
Det hollandske kronprinspar, Willem-Alexander og Maxima, kan i dag fejre deres ti-års bryllupsdag

For præcis ti år siden var der folkefest i Amsterdam, da kronprins Willem-Alexander fik sin drømmekvinde, argentinske Maxima.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da det nygifte par kørte i overdådig guldkaret gennem gaderne op til slottet, hvorfra kronprins Willem-Alexander og kronprinsesse Maxima vinkede til tusindevis af mennesker.

Parret har siden deres bryllupsdag fået tre dejlige døtre. Catharina-Amalie, Alexia og Ariane, og familielivet har kun fået parret til at se endnu mere forelskede ud.

Det var ellers ikke kærlighed ved første blik, da Maxima for elleve år siden mødte Willem-Alexander ved aprilfesten i Sevilla

Men han var sympatisk, så hun gav ham sit telefonnummer i New York i den tro, at han aldrig ville bruge det.

Willem-Alexander havde derimod ikke i sinde at lade den brunøjede kvinde forsvinde ud i det blå og opsøgte Maxima, da han to måneder senere kom til USA. Willem-Alexander vandt ved nærmere bekendtskab, og han og Maxima blev hurtigt et par, selvom offentligheden først fik nys om det senere.

Maxima var diskretionen selv og fortalte ikke engang sin far sandheden om den nye kæreste, men påstod hårdnakket, at han var en udenlandsk forretningsmand, indtil hun endelig gik til bekendelse:

- Far, jeg kommer sammen med en hollandsk prins, og fik svaret:

- Så er det forhåbentligt den yngste?

- Næh, det er kronprinsen.

- Er du gal, lød det bestyrtet fra farmand: - Dét bekendtskab får du vist problemer med.

Men Maxima, der allerede inden Willem-Alexander kom ind i billedet, havde aftalt med arbejdspladsen Deutche Bank, at hun skulle forflyttes til Bruxelles, fulgte sit hjerte.

Med sin charme og sit livlige væsen overvandt hun også kritikerne, efter den første vantro havde lagt sig blandt dem, der ikke kunne acceptere Maximas far, Jorge Zorreguietas fortid som vicelandbrugsminister i Argentinas junta.

Dronning Beatrix modtog derimod sin svigerdatter med åbne arme, men idyllen var ikke total. Der gik politik i romancen, og Jorge var ikke velkommen til brylluppet den 2. februar 2002. I solidaritet med sin mand valgte Maximas mor, Maria Carmen, at blive væk også.

Smerten over forældrenes fravær blandet med kærligheden til Willem-Alexander fik flere gange Maxima til at række ud efter lommetørklædet under vielsen.

Men alt vemod var som blæst væk, da det lykkelige, nygifte kronprinspar tog imod folkets hyldest på balkonen.

Argentinske Maxima, der havde krydset mange landegrænser for "at være dér, hvor Willem-Alexander er", var endelig kommet i havn. Hos sin elskede. I Holland.

Læs mere om: