Oprør over mobning af prinsesse Amalia: Skam jer!
Kritikken er voldsom, efter at det hollandske satire-show De TV Kantine på RTL har vist et afsnit, hvor de parodiere den hollandske kongefamilie.
I første afsnit spiller den 49-årige stand-up komiker Najib Amhali kong Willem-Alexander og dronning Maximas 17-årige datter, tronfølgeren prinsesse Amalia.
Han ser i udsendelsen overvægtig ud og er iklædt en kjole og et bælte, der ligner det outfit, som prinsessen bar ved kongefamiliens seneste sommerfotografering sidste år.
Skam jer
Det har oprørt mange hollændere, deriblandt flere kendte medie-personligheder.
"Skam jer TV Kantine! At portrættere en pige i den alder på den måde", lyder det blandt andet fra en bruger, ifølge Superguide, der også nævner andre brugere, som kræver, at der bliver givet en undskyldning til prinsesse Amalia for den upassende portrættering af hende.
Det er oprørende
"#TVKantine Vi må tale om at blive "fat shamed" (chikane, der handler om vægt, red). Det er oprørende, at Najib Amhali portrætterer vores elskede prinsesse Amalia som en svært overvægtig og også meget gravid Linda de Mol (kendt hollandsk tv-vært, red.) Bah. Alt for gode seertal," lyder det fra avisen De Volkskrants skribent Arthur van Amerongen (link fjernet)på Twitter.
Journalisten Sylvia Schaffrath (link fjernet)henvender sig direkte til komikeren Najib Amhali.
"Amalia er ikke bare 17 år, hun er også den fremtidige dronning af Holland. Hun bad ikke om det, det er hendes skæbne. Hun er den førstefødte af Willem-Alexander og Máxima, og hendes fremtid er mere eller mindre bestemt. Amalia er ikke en almindelig hollandsk teenager. Fordi hun ofte er udsat for onde kommentarer og latterliggørelse", lyder det blandt andet fra journalisten, der sidst i brevet spørger komikeren, om han ville udsætte sin egen søn for samme portrættering.