SE BILLEDERNE: Kong Willem-Alexander og dronning Maxima hyldede de faldne
Normalt samles flere tusinder på Dam-pladsen i Amsterdam hvert år den 4. maj for at mindes de, der er faldet i krig eller ved fredsbevarende missioner siden 2. verdenskrig.
Men i år var der på grund af coronakrisen kun ganske få tilstede.
Så med på tv
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima havde ifølge NL Times selskab af den hollandske premierminister Mark Rutte, Amsterdams borgmester Femke Halsema, Gerdi Verbeet fra Nationalkomiteen af 4. og 5. maj, den 16-årige Eva Pronk, der havde skrevet et digt udvalgt til lejligheden samt en håndfuld musikere.
I stedet for at samles for at mindes og ære de faldne på Dam-pladsen, måtte hollænderne følge den historiske begivenhed hjemme på fjernsynet.
Særlig tale
Kong Willem-Alexander holdt en tale på den næsten tomme plads:
- Det føles mærkeligt her på en næsten tom Dam, men jeg ved, at i oplever denne nationale mindedag, og at vi er her sammen, begyndte han talen.
- I disse specielle måneder har vi alle måttet opgive noget af vores frihed. Vores land har ikke oplevet noget lignende siden krigen, sagde kongen og tilføjede, at mens hollænderne i dag selv tager beslutningen om at opgive friheden til fordel for den offentlige sundhed, så blev beslutningen truffet for dem under 2. Verdenskrig.
Willem-Alexander mindedes en tale, som Jules Schelvis, der overlevede KZ-lejren Sobibor, holdt ved samme arrangement i Westerkirk for seks år siden.
Den dengang 93-årige Schelvis fortalte, hvordan han sammen med sin kone Rachel og andre jøder blev deporteret fra Amsterdam i juni 1943 under rædsomme forhold. Midt i kaosset blev han adskilt fra Rachel og så hende aldrig igen.
Fortællingen gjorde et stort indtryk på kong Willem-Alexander:
- Jules Schelvis overlevede helvede og var på trods af det i stand til at få noget ud af livet som en fri person. Meget mere end det. "Jeg har beholdt min tillid til menneskeheden", sagde han. Hvis han kunne gøre det, så kan vi også. Vi kan gøre det, og vi gør det sammen. I frihed, sluttede kong Willem-Alexander sin stærke tale.