Hvad er den røde plet på lille prins Henriks øre?
Kære kongelige brevkasse!
Hvad er det for et rødt mærke, lille prins Henrik har på sit højre øre?
Med venlig hilsen
Karin Jacobsen
Kære Karin Jacobsen!
Det røde mærke er, så vidt jeg ved, ikke blevet officielt omtalt af hoffet. Det ligner et rødt modermærke, et "storkebid" eller et "jordbærmærke". Røde modermærker og storkebid er harmløse og kræver ikke akut behandling. Med et jordbærmærke forholder det sig anderledes, fordi det reelt ikke er et mærke, men snarere en godartet svulst bestående af store blodkar, som kan give barnet problemer, hvis den vokser.
Ifølge professor og hudspecialist Peter Bjerring er det vigtigt, at et jordbærmærke fjernes, så snart det bliver opdaget. Det kan behandles med laser på et tidligt stadie. Hvis mærket har vokset sig for stort til laser, behandles det almindeligvis med hormonpræparatet prednisolon.
Venlig hilsen
Jon Bloch Skipper