27. apr. 2012
Af af Jon Bloch Skipper

Hvad er historien om Marie-Chantals diadem?

Kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal ankommer til taffel på Christiansborg Slot.
Kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal ankommer til taffel på Christiansborg Slot.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Redaktøren af BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, Jon Bloch Skipper, svarer på spørgsmål fra læserne

Kære kongelige brevkasse!

Under gallamiddagen på Christiansborg bar Marie-Chantal et smukt diadem. Hvor stammer det fra, og hvad er dets historie?

Med venlig hilsen

Pia Skovmose Jensen

-

Kære Pia Skovmose Jensen!

Diamantdiademet har oprindelig tilhørt dronning Sophie af Grækenland (1870-1932), der var gift med Konstantin I. Det menes, at hun fik det af sine forældre, det tyske kejserpar, da hun giftede sig med Grækenlands kommende konge i 1889. Diademet gik i arv i den græske kongefamilie og blev siden et af dronning Frederikas yndlingssmykker.

Frederika (1917-81) var gift med Paul af Grækenland og mor til Konstantin II, dronning Sofia af Spanien og prinsesse Irene. Hun var den, der sidst blev set med det kostbare diadem. Mange regnede med, at det var gået i arv til dronning Anne-Marie. Hun viste sig dog aldrig med det.

Folk begyndte efterhånden at undre sig. Var klenodiet mon blevet solgt eller stjålet? Der skulle gå mere end 30 år, før diademet atter dukkede op - på hovedet af Marie-Chantal til dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæum.

Mange hilsner

Jon Bloch Skipper

Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!

(Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET)

Læs mere om: