Hvad laver en hofchef?
Kære kongelige brevkasse!
Hvad er en hofstat, og hvad laver en hofchef?
Venlige hilsner
Lisbeth Jørgensen
Kære Lisbeth Jørgensen!
En hofstat er det hofpersonale, der er tilknyttet en kongelig person. F.eks. har dronning Margrethe, prinsgemalen, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte deres egen hofstat. En hofchef er med andre ord en leder af en hofadministration, almindeligvis chefen for en kronprins eller kronprinsesses hofstat. F.eks. er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys hofstat ledet af en hofchef, ligesom daværende prinsesse Margrethe og prins Henriks hofstat var det frem til tronskiftet i 1972.
På billedet ses kronprinsparret med den tidligere hofchef, Per Thornit, og dennes kone under den afgående hofchefs afskedsreception i Christian VIII's Palæ i april.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper