
Hvem i kongehuset står for en begravelse?

Kære N. Illum!
Det gør afdødes nærmeste familie. På det punkt ligner de kongelige os andre. Ved dronning Ingrids død i 2000 var det hendes døtre, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, der bestemte, hvad der skulle ske ved begravelsen, og hvem der skulle med.
Planlægningen af en kongelig gravfærd, der ofte er en begivenhed, der samler det meste af landet, sker i tæt samarbejde dels med de mest centrale medarbejdere ved hoffet (hofmarskalen og ceremonimesteren) dels med kirken, de relevante offentlige myndigheder og medierne. Men det er familien, der træffer de vigtigste beslutninger - gerne i overensstemmelse med afdødes ønsker.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

