Hvorfor genbruger dronning Margrethe sit tøj?

Kære Vibeke Andersen!
Jeg ved, at dronningen har brugt kjolen med den tilhørende frakke flere gange: til sin 70-års fødselsdag i april sidste år, under besøget i Aarhus i juni 2010, til tvillingernes dåb medio april 2011 og til brylluppet i London senere samme måned. Hvordan man bruger sit tøj, er vist et spørgsmål om holdning og vane.
Husk på, at majestæten fra barnsben har været vant til skræddersyet kvalitetstøj. Hun har aldrig rigtig gået i stangtøj fra almindelige tøjbutikker. Hun er desuden vokset op i en tid og i et miljø, hvor der ikke herskede den "brug og smid væk"-kultur, som der gør mange steder i dag. Det har selvsagt præget hendes holdning til beklædning, og hun ser det helt åbenlyst ikke som et problem at genbruge sit tøj - tværtimod, fristes man til at sige.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper