Hvorfor hedder Victorias datter Estelle?
Kære kongelige brevkasse!
Hvorfor har den lille, svenske prinsesse fået navnet "Estelle"? Jeg synes, det lyder underligt.
Venlig hilsen
Jakob Madsen
-
Kære Jakob Madsen!
Vi var mange, der blev overraskede over navnet. Jeg havde forventet et specielt navn - tilmed et franskklingende. Den svenske kongefamilies stamfader er som bekendt Karl XIV Johan. Han hed oprindelig Jean Baptiste Bernadotte og var fransk feltmarskal.
Navnet Estelle, der er afledt af det latinske ord "stella", der betyder "stjerne", er ikke et klassisk, kongeligt navn - heller ikke i Sverige. Den berømte diplomat Folke Bernadotte, greve af Wisborg, der var søn af prins Oscar Bernadotte, havde en amerikanskfødt kone, der hed Estelle.
Hun døde i 1984 og havde efter sigende en høj stjerne i familien. Jeg tror, at Victoria og Daniel har valgt navnet, fordi de synes, det er sødt.
Megen svensk tradition og historie rummer det imidlertid ikke. Jeg har også bemærket, at navnet har været genstand for en intens debat i de svenske medier. Det forstår jeg godt. Den lille prinsesse står til at overtage tronen efter sin mor, og mange svenskere skal nok lige vænne sig til tanken om en regerende "dronning Estelle".
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!