Hvornår forlod de kongelige Charlottenlund Slot?
Kære kongelige brevkasse!
Hvornår holdt kongehuset op med at benytte Charlottenlund Slot?
Med venlig hilsen Michael Green
Kære Michael Green!
Lystslottet i Charlottenlund, der blev bygget i årene 1731-33 for Frederik IV's datter Charlotte Amalie, overgik til kronen i 1782. Kongehuset anvendte slottet frem til 1935 og lod det 1880-81 udvide med to sidefløje og en kuppel med lanterne ved arkitekten Ferdinand Meldahl, der i 1883 opførte yderligere en kavalerbygning og en økonomibygning langs Jægersborg Allé. Både Christian X og hans bror prins Carl, der blev valgt til Norges konge i 1905 (Haakon VII), blev født på Charlottenlund Slot. Enkedronning Louise boede der til sin død i 1926. I 1936 blev slottet indrettet til Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser (siden 1995 Danmarks Fiskeriundersøgelser).
Med venlig hilsen Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!