
Chok til royal nytårsfejring: Mand smed tøjet og klatrede over barrikade

Ved starten af et nyt år er det tradition, at den japanske kejserfamilie træder frem på balkonen ved kejserpaladset i Tokyo for at ønske befolkningen godt nytår.
Det skete også i år, hvor kejser Naruhito og kejserinde Masako sammen med blandt andet prinsesse Aiko, eks-kejser Akihito, eks-kejserinde Michiko og prins Hisahito trådte frem på balkonen.


Men den festlige fejring tog noget af en dramatisk drejning.
Ifølge japanske lokalmedier, som både HLN og Vorsten henviser til, smed en 20-årig mand, der stod på forreste række, tøjet foran kejserfamilien.
Efter "stripshowet" klatrede den unge mand angiveligt over en barrikade, der skulle adskille kejserfamilien fra folkemængden.
Heldigvis handlede Den Kejserlige Garde og politiet hurtigt: Manden blev overmandet og ført væk.
