28. sep. 2010
Af af Preben Petersen

Dronning Rania behandlet for hjerteproblemer

Dronning Rania
Dronning Rania
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den jordanske Dronning Rania er indlagt i New York med uregelmæssig hjerterytme.

Jordans 40-årige dronning Rania har gennem et stykke tid døjet med uregelmæssig hjerterytme - såkaldt hjerteflimmer. Nu har hun modtaget behandling på et hospital i New York, og forventes hjemme i Jordan igen senere på ugen.

Lægerne på det amerikanske hospital har justeret dronning Ranias hjerterytme med små elektriske stød, og alt foregik efter planen. Dronningen har det godt og skal komme sig på hospitalet i et par dage. Det står der i en meddelelse på dronningens egen Twitter-profil.

Behandlingen mod Ranias hjerteflimmer var planlagt som en del af et besøg i den amerikanske storby, hvor hun tidligere på ugen overrakte FN's generalsekretær Ban Ki-Moon 18 millioner underskrifter fra mennesker, der ønsker en bedre indsats for at hjælpe de 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole. Dronning Rania deltog også i en paneldiskussion i et Bill Clinton-projekt, der går ud på at styrke piger og kvinder.

Dronning Ranias mand, kong Abdullah, er ved hendes side i New York, hvor han også har holdt tale i FN.

Læs mere om: