12. maj. 2023
Af Christinna Braun

Ny info om kongeligt bryllup: Her skal de giftes, og her skal de holde festen

Rajwa og kronprins Hussein. 
Rajwa og kronprins Hussein.
Foto: Ritzau Scanpix
Om få uger er der kongeligt bryllup i Jordan.

Kronprins Hussein, der er nummer 1 i arvefølgen til den jordanske trone, siger inden længe ja til sin elskede Rajwa.

Den 1. juni skal kronprins Hussein af Jordan og Rajwa Khalid Alseif giftes, og selve ceremonien foregår på Zahran paladset, oplyser kongehuset til BILLED-BLADET.

Efterfølgende holder den 28-årige Hussein og den jævnaldrende Rajwa reception og fest på Al Husseiniya-paladset.

Kronprins Hussein er ældste søn af Jordans kong Abdullah og dronning Rania.

Det er kun et par måneder siden, Husseins søster prinsesse Iman giftede sig.

Den 12. marts blev prinsesse Iman og Jameel Alexander Thermiotis gift i kongeparrets residens, Beit Al Urdun-paladset, under overværelse af 150 inviterede gæster. Der var brudens bror, kronprins Hussein, der fulgte prinsesse Iman op ad kirkegulvet til det smukke bryllup.

Kong Abdullah og dronning Rania har udover kronprins Hussein og prinsesse Iman, 26, også børnene prinsesse Salma, 22, og prins Hashem på 18 år.

Læs mere om: