Kan Joachims sønner blive rigsforstandere?
Kære kongelige brevkasse!
Kan Joachims sønner blive rigsforstandere, når de bliver ældre?
Med venlig hilsen
Anne-Lise Larsen
Kære Anne-Lise Larsen!
De gældende regler om indsættelsen af en rigsforstander og dennes bemyndigelser fremgår af Lov nr. 25 af 11. februar 1871 om "Regjeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse". Her kan du læse, at man kan indsættes som rigsforstander, hvis man 1) er myndig; 2) har dansk indfødsret; og 3) er medlem af den evangelisk-lutherske kirke.
Når prinserne bliver myndige og samtidig er villige til at underskrive den nødvendige erklæring, hvori de lover at ville overholde Grundloven i embedet som rigsforstander, kan de varetage regeringens førelse. Om der overhovedet bliver brug for dem som rigsforstandere en skønne dag, er dog et andet spørgsmål. Jeg tror det ikke.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du spørgsmål til Den Kongelige Brevkasse, så send dit spørgsmål til jon@billed-bladet.dk, eller klik her!