Kongeparret er inviteret til fejring på slottet: Alle disse kongelige venner skal med
Mandag efter efterårsferien går hverdagen i gang igen for kongeparret, som begynder med en lille tur til Tyskland.
Frederik og Mary skal på tiltrædelsesbesøg i Tyskland, efter de er blevet kongepar, og besøget varer fra mandag den 21. oktober til tirsdag den 22. oktober. Her er de både i den tyske hovedstad, Berlin, og på besøg hos det danske mindretal i Slesvig-Holsten.
Det er Tysklands Forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, og hans hustru, Elke Büdenbender, som tager imod kong Frederik og dronning Mary på Schloss Bellevue, som er forbundspræsidentens officielle residens.
På dagen vil kong Frederik og dronning Mary ikke være de eneste kongelige i Tyskland. De får selskab af deres gode, kongelige kollegaer både til jubilæumsfejring om dagen og til den officielle middag om aftenen.
Mandag den 21. oktober om eftermiddagen deltager kongeparret sammen med Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit og Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel i fejringen af Det nordiske ambassadeanlægs 25-års jubilæum.
Om aftenen deltager alle tre kongelige par i den officielle middag, som afholdes på Schloss Bellevue med forbundspræsidenten som vært. Her vil både Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og kong Frederik holde tale.
De tre kongelige par er ikke blot gode kollegaer, men også gode og nære venner.
Kong Frederik har haft et godt og nært forhold til både Victoria og Haakon hele livet, og de tre deler jo også samme skæbne i form af at skulle være sit lands monark.
- Der er en tryghed i at have hinanden. At man har en nær relation, hvor man kan tage kontakten i en samtale eller sms’e. både i store og små spørgsmål, har kronprinsesse Victoria sagt om kong Frederik til DR.
De har også stået fadder til hinandens børn på kryds og tværs, herunder kan et udsnit ses.
Kong Frederik er fadder til Haakon og Mette-Marits datter, prinsesse Ingrid Alexandra, og til prins Oscar, som er søn af Victoria og Daniel.
Ved kronprins Christians dåb i 2006 var kronprinsesse Victoria, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit blandt fadderne.
Dronning Mary stod ligeledes fadder ved Victoria og Daniels datter Estelles barnedåb, og Estelle har endda Mary som et af sine fire navne: Estelle Silvia Ewa Mary.