23. nov. 2010
Af af Ulrik Ulriksen

Kronprins Frederik til fest med den græske familie

Da gallamiddagen sluttede, fik kronprins Frederik et lift af sin græske familie.
Da gallamiddagen sluttede, fik kronprins Frederik et lift af sin græske familie.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Fra lange møder til fin gallamiddag – kronprinsen slappede af om aftenen med familien.

Kronprins Frederik tilbragte et par hyggelige aftener sammen med dronning Anne-Marie og kong Konstantin under Athen-besøget.

Efter at have deltaget i møder på førstedagen af sit ophold i Athen tog kronprins Frederik med et par nære familiemedlemmer til sejlerfest i Zappeion-templet midt i den græske hovedstad. Den Internationale Sejlsportsunion, ISAF, var vært for en fornem gallamiddag, hvor Frederik og hans onkel, Grækenlands tidligere konge, Konstantin, uddelte priser til årets sejlsportskvinde og -mand.

Frederik ankom til gallamiddagen sammen med kong Konstantin, dronning Anne-Marie og Carlos Morales, der er gift med kongen og dronningens datter, prinsesse Alexia.

Konstantin var den første kongelige, der gjorde sin entré, mens Frederik med moster Anne-Marie var længere om at komme til bords. De gav sig lige tid til at pjatte lidt foran Zappeion til ære for de fremmødte fotografer.

Der var ingen tvivl om, at de to glædede sig til en hyggelig aften med vind i sejlene og høj bølgegang. Det hele forløb nu i god ro og orden. Små fire timer efter velkomstdrinken var nydt, forlod hele selskabet inklusive de kongelige gæster Zappeion-templet.

To dage senere var der igen fest på programmet. Denne gang i Athens Yacht Club, hvor kong Konstantin blev hyldet som græsk sejlerkonge af Frederik og Anne-Marie samt flere nære venner.

Læs mere om: