30. apr. 2021
Af Marianne Singer

Ærlig storhertuginde om sit kongelige liv: Du mister din frihed

Storhertuginde Maria Teresa med sin mand storhertug Henri. 
Storhertuginde Maria Teresa med sin mand storhertug Henri.
Foto: Det luxembourgske hof
I et nyt stort interview med amerikanske ABC fortæller storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg ærligt om sit kongelige liv og forholder sig til hertuginde Meghans udfordringer.

- Det er et liv, hvor du må opgive din frihed. Det er et liv, hvor du forpligter dig overfor dit land og især et liv i tjeneste

Sådan siger storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg, 65, om at blive en del af en kongelig familie som borgerlig, i et stort nyt interview med det amerikanske morgenshow Good Morning America på ABC.

Interviewet er optaget i idylliske omgivelser hjemme på Berg Slot i Luxembourg.

Var en outsider

I interviewet kalder storhertuginden sig selv en outsider, der blev en del af de fornemme kredse, hvorefter journalisten sammenligner hendes historie med hertuginde Meghans.

På spørgsmålet om, hvad hun vil råde en outsider til i en sådan situation, svarer storhertuginden, at det kongelige liv er et liv, der kræver mere af en.

Hun tilføjer, at man ikke skal fordømme hele systemet, hvis ikke man kan gøre, hvad man har lyst til, men skal værdsætte den familie, man har giftet sig ind i.

Tryk her for at se interviewet

Mødtes på universitet

Maria Teresa er født i Cuba og var kun tre år gammel, da hun sammen med sin familie flygtede til New York under revolutionen.

Derefter studerede hun i Geneve og mødte sin mand, storhertug Henri, da hun begyndte på universitetet.

Trist med Meghan

På spørgsmålet om, hvad hun tænker om, at prins Harry og hertuginde Meghan forlod det britiske kongehus, svarer storhertuginden, at det er trist, men at hun ikke vil fordømme nogen.

- Det er en enorm udfordring at blive en del af en kongelig familie - og en enorm ære og et enorm ansvar overfor den familie, der tager imod dig med åbne arme, lyder det fra storhertuginde Maria Teresa i interviewet med ABC.

Læs mere om: