Romantik i Luxembourg: Perlebryllup på valentinsdag

Storhertuginde Maria Teresa og storhertug Henri af Luxembourg har været gift i 30 år.
Foto: AOP

På selveste Valentins Dag fejrer Luxembourgs storfyrstepar, at de har været gift i 30 år.

Mandag, 14. februar 2011 - af Bent Sennenwaldt

Mandag den 14. februar - valentinsdag - er det præcis 30 år siden, storhertug Henri af Luxembourg, 55, blev viet til den ét år yngre Maria Teresa de Mestre y Batista.

- Det er en dag, jeg aldrig glemmer - i dag går en drøm i opfyldelse, sagde storhertug Henri i talen til sin brud ved bryllupsfesten.

Parret mødtes første gang i Genève, hvor de begge studerede på universitetet. Det var kærlighed ved første blik, og storhertugparret har lige siden levet lykkeligt sammen og har fået fem dejlige børn samt - indtil videre - to børnebørn.

Deres ældste prins, prins Guillaume, kom til verden præcis otte måneder og 27 dage efter brylluppet. Den næstældste, prins Felix, blev født i juni 1984, mens prins Louis kom til verden i august 1986. Efter fem års pause fik storfyrsteparret så deres to efternølere. Prinsesse Alexandra i februar 1991 og lillebror, prins Sébastien, i april året efter.

Storfyrsteparret fejrer ikke deres 30-årsdag med nogen stor fest. De fejrer deres perlebryllup sammen med den nærmeste familie. Storhertug Henri fik for nylig foretaget en ballonudvidelse af en af hjertets kranspulsårer og skal tage den lidt med ro i den nærmeste fremtid