
Storhertug Henri abdicerer ved tronskifte: Denne titel får han nu

For os danskere var det noget helt særligt, da dronning Margrethe abdicerede og overlod tronen til sin søn, Frederik den 10, den 14. januar 2024.
Det var over 900 år siden, at en dansk kongelig abdikation havde fundet sted.
I andre lande er det dog ikke helt så usædvanligt.
Denne weekend videregiver storhertug Henri af Luxembourg nemlig sin titel og magt til sin søn, arvestorhertug Guillaume.
Fredag den 3. oktober sker abdikationsceremonien på Storhertugpaladset i Luxembourg, hvorefter den nye storhertug vil overtage magten.
Det nye magtskifte i Luxembourg bliver fejret hen over hele weekenden, og der er lagt op til noget af et show, som vil involvere store dele af det lille land.
I Luxembourg er der gammel tradition for, at storhertugen abdicerer og giver magten videre til sin ældste søn. Det ændrede sig dog ved en lovændring i 2011. Nu gives magten videre til det ældste barn uanset køn.
Den 70-årige storhertug Henri, som fredag vil give tronen videre til sin søn Guillaume, overtog også selv tronen fra sin far, storhertug Jean, der abdicerede i oktober 2000.
Storhertug Jean døde først i 2019, og det er dermed tradition at overgive magten mens man stadig kan nå at se sit eget barn på posten.
Men hvilken titel får en storhertug eller storhertuginde egentlig, når de abdicerer? Det er nemlig ret kringlet med titlerne i Luxembourg.
Landets overhoveder har titlerne storhertug eller storhertuginde alt efter køn.
Deres ældste barn - altså arvtageren - får titlen arvestorhertug eller arvestorhertuginde.
Guillaume er altså arvestorhertug indtil den 3. oktober, hvor han så bliver storhertug.

Selvom titlerne er kringlede på mange punkter, så er storhertug Henris "nye" titel efter abdikationen faktisk slet ikke så kringlet.
For storhertug Henri - ja, han forbliver faktisk bare storhertug selvom han ryger af tronen. Ligeledes har tidligere storhertuger- og hertuginder også beholdt titlerne selvom magten er givet videre.
Det samme skete, da dronning Margrethe abdicerede i Danmark. Hun fik lov at beholde titlen som dronning mens titlen som regent gik videre til kong Frederik.
Samme tradition har de altså i Luxembourg.

Det lidt mere kringlede er, at arvestorhertug Guillaume faktisk har haft den officielle magt i landet siden den 8. oktober sidste år, hvor han af sin far blev udnævnt til såkaldt Lieutenant-Représentant. Med den titel har Guillaume faktisk været officiel repræsentant for storhertugen lige siden.
Fredag den 3. oktober bliver titel-bytteriet dog helt officielt.
