Medie: Nu fortæller kronprinsesse Elia sandheden om skilsmissen
Mandag meddelte Albaniens kronprinspar, at de skal skilles efter otte års ægteskab.
Kronprins Leka annoncerede selv skilsmissen i et opslag på Instagram, hvor det lød, at han og kronprinsesse Elia er blevet enige om at afslutte ægteskabet, og at de vil bevare et godt forhold til hinanden for deres datters skyld.
Også kronprinsesse Elia udtalte sig om skilsmissen. Det skriver Hello Magazine.
Ifølge mediet satte hun i et opslag, der siden er blevet slettet, ord på bruddet, som ifølge kronprinsessen var den eneste mulighed.
"Dette er slet ikke en realitet, der gør mig glad, da jeg tror på familieværdier som det mest dyrebare! Jeg ville aldrig have valgt, at min datter skulle vokse op med skilte forældre, men nogle gange er skilsmisse den eneste mulighed,” skrev kronprinsesse Elia blandt andet i opslaget og tilføjede yderligere:
"Det, der betyder mest, er, at min lille pige oplever dette øjeblik så let som muligt. Mange tak til alle jer, der skrev til mig og gav mig mod!”
Kronprins Leka og kronprinsesse Elia blev gift i 2016 på paladset i Tirana efter at have kendt hinanden i otte år. Kongelige fra hele verden deltog i brylluppet blandt andre Spaniens dronning Sofia, prins Michael af Kent og prins Guillaume af Luxembourg.
Fire år efter kom deres datter, prinsesse Geraldine, til verden.