Bryllupsfeber i Monaco

Om kun en uge finder sommerens fornemste kongelige bryllup sted. Monacos fyrst Albert siger efter næsten 10 års betænkningstid ja til sin sydafrikanske udkårne, 33-årige Charlene Lynette Wittstock.
Verdens kongelige har stadig prins William og Kates fantastiske bryllup i London den 29. april i frisk erindring, men nu samles mange af gæsterne igen og endda til et bryllup, der ventes at overgå alt, de længe har set. Alene gæstelisten med 3.500 inviterede - bl.a. kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, prinsesse Marie og prins Joachim samt den danske designer Isabell Kristensen - vidner om, at fyrst Albert sætter alle sejl til for at vise, hvad lilleputstaten ved Middelhavet formår.
Og alt tyder på, at Albert giver den fuld gas, når han endelig siger ja til sin udkårne, den smukke, lyshårede og tidligere OL-svømmer fra Sydafrika.Ikke kun hvad angår bryllupsfestlighedernes omfang, for fyrst Albert har også bestemt, at han skal giftes hele to gange.
Først ved en borgerlig ceremoni fredag den 1. juli og derefter ved en kirkelig vielse dagen efter.
I skyggen af skandalerne
I år er det også 55 år siden, der sidst var fyrstebryllup i Monaco, da Alberts far, fyrst Rainier giftede sig med Hollywood-stjernen Grace Kelly ved et eventyrligt bryllup i St. Nicholas Katedralen i 1956. Her er der ikke plads til de omkring 800 gæster, der deltager i den kirkelige vielse, som derfor foregår på pladsen foran slottet i Monaco, der har forberedt det spektakulære og storslåede bryllup i månedsvis.
Et bryllup, der måske kan få monegaskerne og resten af verden til - for en stund - at glemme de mange forbandelser og skandaler, Grimaldi-familien i fyrstendømmet har været en del af. Alle i Monaco glæder sig på fyrstens vegne over, at han har fundet sit livs kærlighed og endelig kan falde til ro og stifte familie med sin Charlene.
Monaco har længe været på den anden ende, for fyrst Alberts stort anlagte bryllup med den borgerlige, 33-årige Charlene Wittstock, der er født i det tidligere Rhodesia, nuværende Zimbabwe, og OL-svømmer for Sydafrika, kræver mere end almindelig logistik og planlægning. Adskillige gader i lilleputstaten, der længe har været pyntet med flag, der hylder fyrstebrylluppet, vil blive afspærret, de to dage brylluppet varer. For det kræver også omfattende sikkerhed, at så mange kongelige og celebre gæster fra Rivieraens jetset-miljø deltager i brylluppet.