Charlotte Casiraghi viser maven frem til gallafest
Det er efterhånden svært for Charlotte Casiraghi at skjule sin voksende mave, så selv om kongehuset i Monaco endnu ikke er kommet med nogen officiel udtalelse, så kan der vist ikke være nogen tvivl om, at prinsesse Carolines datter er gravid.
27-årige Charlotte viste sin struttende mave frem i sidste uge, da hun deltog i gallamiddag på Hotel Hermitage sammen med sin mor, bror Andrea og moster, prinsesse Stephanie, i forbindelse med 50-års jubilæet for Amade Mondiale Association – en velgørenhed som fyrstinde Grace af Monaco grundlagde.
Her bar den vordende mor en grå, gulvlang gallakjole, der smøg sig om hendes gravide mave.
Rygterne har den seneste tid svirret om, at Charlotte og hendes 42-årige kæreste, komikeren Gad Elmaleh, er blevet forlovet, fordi Charlotte er blevet spottet med en stor ring på fingeren. Men det afviser den kommende far.
- Nej, jeg er ikke forlovet, fastslog Gad Elmaleh for nyligt i et interview med Washington Post.
Spørgsmålet er så, om der alligevel er et bryllup i vente, eller om parret venter til efter fødslen, lige som Andrea Casiraghi og Tatiana gjorde, efter de blev forældre tidligere på året.