Fyrstinde Charlenes ophold var omgærdet med mystik – nu er hun tilbage i Sydafrika
I 2021 rejste fyrstinde Charlene til sit hjemland Sydfrika som et led i en kampagne mod krybskytteri. Hun skulle blot være der i et par uger, men der gik et halvt år, før Charlene kunne rejse hjem til familien i Monaco.
Ifølge hoffet og fyrstinden selv skyldtes det en alvorlig øre-, næse- og halsinfektion, der krævede flere operationer.
I månederne viste fyrstinden sig ikke offentligt, og hendes fravær og tilstand var omgærdet med mystik. Derfor vakte det også opsigt, da Charlene igen optrådte i selskab med sin mand, fyrst Albert.
Nu er fyrstinden endnu en gang tilbage i Sydafrika. Og det er første gang siden sin helbredskamp for to år siden.
Det skriver Hello! Magazine.
Det var dog i en anden anledning, Charlene besøgte landet. Hun optrådte offentligt for at støtte en velgørenhedsbegivenhed for sin fond Princess Charlene of Monaco Foundation, der blandt andet bød på et Waterbike Challenge-løb.
Charlene, der er tidligere olympisk svømmer, overværede også ’Lær at svømme’-workshops, hvor skolebørn kunne deltage.
Fyrst Albert er ikke rejst med sin hustru til Sydafrika. Han er derimod blevet i Monaco, hvor han sammen med parrets børn, prins Jacques og prinsesse Gabriella, hjalp med at samle affald under World Cleanup Day 2023.