
Prinsesse Carolines datter på hemmeligt besøg i Danmark: Her cyklede hun rundt

Det var noget af en overraskelse, da prinsesse Carolines og prins Ernst Augusts datter, prinsesse Alexandra af Hannover, fredag delte et opslag på sin Instagram, hvor hun fortæller om sit nylige besøg i Danmark.
Det ser ud til, at hun var i København i forbindelse med, at hendes mangeårige kæreste Ben Sylvester Strautmann løb Copenhagen Half Marathon søndag den 14. september.

På det første billede, hun har delt, kan man se, at hun og Ben, iklædt løbetøj, bevæger sig hen til Fælledparken på Østerbro.
På andet billede deler hun et typisk morgenmadsbillede fra hvad der nok er en café i København med en kop varm te og en surdejsbolle med ost.
Næste billede viser kvalitetsinteriør fra den trendy danske designer Louise Roe, der har en forretning og café i Vognmagergade i det indre København.
Et sjældent syn møder én på det efterfølgende billede, hvor man ser prinsessen på en udlejningscykel foran Arkæologisk Værksted på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Stormgade.

Sidste billede i hendes opslag er en lille stemningsfuld video fra en regnfuld stund på den kendte Olufsvej på Østerbro, der ligger lige ved siden af Fælledparken.
Til sit opslag skriver hun meget sødt, at København er hendes favoritby at sidde på café i, mens "drengene er ude og løbe".