5. nov. 2021
Af Marianne Singer

Taler dårligt om Charlene: Fyrst Albert raser over eks-kæreste

Fyrst Albert. 
Fyrst Albert.
Foto: Ritzau Scanpix
Fyrst Albert er rasende over nye udtalelser om fyrstinde Charlene, som hans eks-kæreste og mor til hans ældste søn, Nicole Coste, kommer med i stort interview.

Til franske Point de Vue udtaler fyrst Albert, 63, hvor rasende han er over en kommentar om hustruen fyrstinde Charlene, 43, som hans eks-kæreste, Nicole Coste, 49, kommer med i et nyt stort interview med franske Paris Match.

Nicole, der er tidligere Air France stewardesse og nu designer, er mor til fyrst Alberts ældste søn, Alexandre Grimaldi-Coste, og det er i forbindelse med sønnens 18-års fødselsdag den 24. august, at hun har givet interviewet med de knap så pæne ord om Charlene.

Chokeret over handling

Det, som fyrst Albert er vred over, er, at Nicole Coste i interviewet anklager fyrstinden for ikke at have behandlet Alexandre ordentligt, efter at Albert og Charlene blev forlovet i 2010.

- ...i forlovelsesperioden oplevede jeg ting, der alarmerede og chokerede mig. For eksempel flyttede hun min søns værelse og udnyttede hans fars fravær til at placere ham medarbejderfløjen. Som mor kan jeg ikke finde ord til at beskrive disse handlinger, siger hun i interviewet med Paris Match.

Upassende kommentar

Fyrst Albert kommenterer sin eks-kærestes påstand på følgende måde i Point de Vue:

- Hun havde netop oplyst mig om, at hun ville offentliggøre noget, jeg troede bare var et fødselsdagsbillede. Det var upassende, jeg blev rasende, da jeg fandt ud af det, lyder det fra ham.

Ny info

Lige bortset fra kommentaren om Charlene, taler Nicole i resten af interviewet ellers rigtig pænt om fyrsten og roser ham blandt andet for altid at have påtaget sig sin far-rolle.

Derudover forklarer hun, at hun var sammen med fyrsten i fem år, inden hun blev gravid med Alexandre, og at fyrst Albert allerede anerkendte sin søn hos en notar få måneder efter fødslen.

Prinsessen som gudmor

Nicole Coste fortæller endvidere, at prinsesse Stéphanie er Alexandres gudmor og at han netop er startet på universitetet og blevet tilknyttet et modelbureau.

Desuden understreger hun, at forholdet mellem far og søn er godt, og at de kan lide at dyrke sport sammen og tale om politik.

Alexandre fyldte 18 år i august og fejrede blandt andet sin store dag sammen med sin halv-søster Jazmin Grace Grimaldi, der også er født udenfor ægteskab.

Hverken Alexandra eller Jazmin er den del af tronfølgen i Monaco.

Charlene kommer snart hjem

Fyrst Albert er snart klar til at byde sin hustru velkommen hjem, efter at hun grundet sygdom har opholdt sig i Sydafrika de seneste måneder.

Ifølge People Magazine håber fyrst Albert at kunne rejse til World Expo i Dubai den 13. november.

Læs mere om: