Norge og Sveriges Kronprinspar har fælles venner
Således var Kronprins Haakon og Mette-Marit sidste lørdag til fest i Sverige i det eksklusive område ved Den kungliga Djurgård. Her bor nemlig ægteparret Carolina og Daniel Sachs, der ifølge Svensk Damtidning havde inviteret til fest, hvor blandt andre det norske kronprinspar deltog.
Carolina og Daniel Sachs er en del af Victorias og Daniels store bekendtskabskreds, mens Kronprins Haakon og Mette-Marit er nære venner med parret, som de kender, fordi Daniel Sachs har haft tilknytning til Young Global Leaders, hvor Haakon sidder i bestyrelsen og Mette-Marit blev udnævnt som medlem for to år siden.
Det norske kronprinspar var glade for at deltage i festen. Stemningen var en anden, end den havde været tidligere på dagen, hvor parret havde deltaget i en officiel begivenhed hjemme i Norge. Her blev 103 frivillige hjælpere hædret, for deres indsats på Utøya i forbindelse med Breiviks massakre sidste sommer. Et berørt kronprinspar deltog i arrangementet, men drog altså få timer senere til nabolandet Sverige, for at feste med vennerne.